Retningslinjerne skal værne om uafhængig og troværdig journalistik, hvor brugerne altid kan stole på, at journalistikken på tværs af TV 2 Danmark og TV 2 Regionerne er valideret og faktatjekket.
Danskerne skal altid kunne stole på den journalistik, de møder hos TV 2 Danmark og TV 2 Regionerne. Også når der anvendes generativ AI.
Derfor har TV 2 Danmark og de otte TV 2 Regionerne i fællesskab udarbejdet retningslinjer for brugen af generativ AI i nyheds- og dokumentarproduktion. Retningslinjerne dækker hele den journalistiske proces fra idé til publicering.
- Vi ser et potentiale i at bruge generativ AI som et værktøj til at understøtte vores journalistik og til at udkomme med mere og bedre journalistisk. Samtidig er vi bevidste om de faldgruber og problemer, der kan være forbundet med at bruge af generativ AI. Derfor har vi nu udarbejdet fælles retningslinjer, så vi sikrer, at danskerne til hver en tid kan stole på, at det, de ser og hører i vores journalistiske produkter, er sket i virkeligheden, siger Jakob Vissing, chefredaktør hos TV 2.
Et centralt element i retningslinjerne er en ensartet måde at markere brugen af AI, så brugerne nemt kan afkode og forholde sig til en eventuel brug af generativ AI.
Hvis TV 2 Danmark eller TV 2 Regionerne f.eks. laver historier om AI-skabte falske billeder, der bliver delt på sociale medier, skal billederne mærkes på en måde, så brugerne tydeligt kan se, at de er falske. Samtidig vil mærkningen følge med billedet, hvis det bliver brugt i opfølgende historier, eller hvis billederne bliver kopieret fra TV 2 og TV 2 Regionernes platforme.
- Danskerne må aldrig være i tvivl om, at det, de ser eller hører hos TV 2 og TV 2 Regionerne, er sket i virkeligheden, siger Michael Justesen, direktør hos TV 2 Nord.
De fælles AI-retningslinjer definerer omvendt også, hvornår generativ AI ikke må anvendes i den journalistiske proces. Det er blandt andet ikke tilladt at bruge generativ AI til at speake indslag. Det skal altid være en redaktionel medarbejder.
Fire styrende principper for AI-brugen
Retningslinjer bygger på fire styrende principper for al brug og mærkning af AI i den journalistiske nyheds- og dokumentarproduktion. De skal sikre ansvarlig og transparent brug af generativ AI i nyheds- og dokumentarproduktion:
- Vores troværdighed er fundamentet for vores journalistik. Derfor er transparens det første princip. Vores brugere skal kunne stole på, at vores journalistik er valideret og faktatjekket – også når der er gjort brug af generativ AI, siger Betina Bendix, direktør hos TV Syd.
Et AI-udvalg på tværs af TV 2 Danmark og TV 2 Regionerne får i forlængelse af de nye fælles retningslinjer mandat til tre gange årligt at opdatere retningslinjerne, hvis de finder det nødvendigt af hensyn til troværdigheden, udviklingen og samarbejdet.